I en alder af bare 17 år blev Sarah Chaari, en belgisk-marokkaner fra Charleroi, som bærer slør, kronet som verdensmester i taekwondo i sidste uge i Mexico. Den unge atlet gav Belgien sin anden guldmedalje ved et verdensmesterskab og den første i kvindeklassen. Hun er også den eneste atlet i verden, der har vundet junior- og seniorverdensmesterskabet samme år.

I et mønster, der efterhånden er velkendt, fordi det er blevet gentaget igen og igen, bliver internationale sejre for mennesker, der tilhører marginaliserede grupper i deres egne lande, fejret som nationale sejre. Som om disse sejre åbnede en fortryllende parentes, hvor disse mennesker pludselig blev anset for at være førsteklasses borgere, værdige til at repræsentere deres land og personificere de lige muligheder, de har nydt godt af, bliver de forskellige former for diskrimination, de har oplevet undervejs, bekvemt overset.

Det er dog svært at undgå denne analyse i betragtning af den skarpe kontrast mellem den opfindsomhed, hvormed denne sejrrige historie rapporteres, og den situation, som mange muslimske kvinder, der ønsker at bære tørklæde i Belgien, befinder sig i. Mens den unge Sarah Chaaris rejse demonstrerer en formidabel og beundringsværdig kampånd, må vi ikke glemme at overveje summen af de forhindringer, prøvelser og tvungne spørgsmål, som mange muslimske kvinder står over for. Sarah Chaaris kroning bør ikke overskygge summen af tvungne afkald, U-vendinger og skuffede ambitioner, som præger mange tilslørede kvinders vej og har varige subjektive konsekvenser. Forhindret i at undervise, studere eller dyrke deres sport frit, udsat for den konstante mulighed for ydmygelse, diskrimination og fornærmelser, kan virkningerne af den offentlige debat på livet for kvinder, der vælger at bære tørklæde, drive de mest beslutsomme af dem til bristepunktet.

Succeshistorier eller “fortræffeligheder”, som de normalt kaldes, er ikke udtryk for majoritetssamfundets bestræbelser på at inkludere minoriteter, ligesom de heller ikke er tegn på, at “hvor der er en vilje, er der en vej”. Det er derfor misforstået at fejre den individuelle rejse, som en kvinde, der bærer slør, har foretaget, og samtidig afvise de vanskeligheder, som mange kvinder, der har truffet det samme valg med hensyn til deres religiøse praksis, støder på. At antyde over for mennesker, der objektivt set er ofre for forskellige minoritetsmekanismer, at deres skæbne hovedsageligt afhænger af deres viljestyrke, er at gøre dem uretfærdigt ansvarlige for de strukturelle problemer, de står over for.